PEP dig selv til en skøn sommerferie – her kommer vores 6 bedste råd

By 14. juni 2022juni 20th, 2022Arbejdsvaner, Møder, Samarbejde

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt – og vi kan se frem til 3 uger uden arbejde! Vi glæder os til at kunne komme helt ned i gear og få de mentale batterier ladet op. Men for nogle af os kan det være svært for hjernen at holde helt fri, for opgaverne lurer måske stadig i baghovedet. 

Så hvordan kan vi undgå at skulle tænke på arbejdet, så vi kan holde en velfortjent ferie. Her får du vores bedste praktiske tips til både at få lukket godt ned inden din ferie og ikke mindst få lagt en plan for at få startet godt op igen efter ferien: 

1. Prioritér arbejdsmængden

Gennemgå din samlede liste af opgaver kritisk. Prioritér det, som du absolut skal nå inden ferien, og udsæt de opgaver, som kan vente. Vær opmærksom på, at det er bedre at afslutte nogle få, vigtige opgaver, end at efterlade en masse halvfærdige – så vær realistisk om, hvad du kan nå og hav klare mål. Det vil gøre det lettere at vende tilbage – og giver dig ro i hovedet, mens du er på ferie.

2. Planlæg din tilbagevenden

Når du har planlagt alt arbejde, som skal klares inden ferien, kan du med fordel også se lidt fremad og planlægge, hvad der skal ske efter din ferie. Planlæg opgaverne, der skal løses som de første efter ferien, mens de stadig er ”top of mind”. At kigge lidt fremad kan også hjælpe dig til at vurdere, om du skal forberede dit team på at kunne være stand-by på noget, men du er væk.

3. Begræns mødeaktiviteterne

Vær særligt kritisk med dine mødeaktiviteter i dagene op til ferien og de første dage efter. Overvej helt konkret at blokere den sidste arbejdsdag inden ferien og den første dag efter, som ”mødefri”. På den måde skaber du en værdifuld buffer af tid til at få styr på de ”løse ender” inden ferien – og lidt ekstra luft i kalenderen til at komme retur på en god måde.

4. Behov for stedfortrædere

Hvis andre skal passe dine opgaver, mens du holder ferie, så sørg for at klæde dem godt på til det. Afstem forventningerne klart, og overdrag ikke halvfærdige opgaver, som vil tage uforholdsmæssigt lang tid for din kollega at løse. Overvej om der er behov for mere uddybende anvisninger og instruktioner, så opgaven kan løses korrekt – og så du undgår at skulle forstyrres i ferien.

5. Synliggør tilgængelighed

Det er vigtigt, at dine kollegaer og samarbejdspartnere får besked om, hvornår du holder ferie. Sørg for at markere din ferie som ”ikke tilstede” i kalenderen, og suppler med autosvar på din mail og din chat, samt en feriebesked på din telefonsvarer. Fortæl hvornår du er retur og hvem, der eventuelt er din stedfortræder. Forlæng dit autosvar til første dag efter ferien, så du har ro til at ”samle op”.

6. Husk at holde fri

Vores sidste råd er helt enkelt, at du skal huske at holde fri, når du har fri! Har du fulgt rådene ovenfor, så er du faktisk klar til at holde ferie – og du kan føle dig afslappet ved at vide, at du har styr på tingene. Nyd ferietiden med familie og venner – og med at gøre de ting, du nyder. Glem arbejdet og opgaverne for en stund – og tænk på, at ferie handler om at lade batterierne op til nye udfordringer.

PEP-teamet ønsker dig en dejlig sommer!