Sådan sætter du mål – og lykkes

By 12. august 2024august 23rd, 2024Arbejdsvaner, Planlægning, Trivsel

Personlige målsætninger kan være afgørende for realiseringen af vores drømme og visioner. Fordi mål giver os en retning, styrker vores blik på fremtiden og forbedrer vores præstationer.

Mål hjælper dig til at fokusere, se dine fremskridt, holde dig motiveret og give dig kontrol over din arbejds- og livssituation. Med klare mål kan du navigere mere effektivt både gennem dagligdagens udfordringer og de større ambitioner i livet.

Vi vil her dykke lidt ned i, hvorfor det er vigtigt at sætte mål, og ikke mindst hvordan du kan gøre det effektivt.

Klar retning: Et tydeligt mål hjælper dig til at fokusere på det, du vil opnå. Har du en klar retning, bliver det lettere at tage de rigtige og nødvendige skridt – og du opdager hurtigere, om du bruger tiden forkert eller er ude af kurs eller engageret i det forkerte.

Øget kontrol: Ved at definere mål får du mere kontrol over dit liv og dine resultater. Uden mål er der stor risiko for, at du bliver offer for tilfældigheder og ikke opnår de ønskede resultater. Mål hjælper dig med at forme din fremtid efter dine ønsker.

Motivation: Mål giver os motivation og en følelse af formål. Når vi har et klart mål, bliver det lettere at holde engagementet og forblive fokuserede på vores opgaver. Dette “drive” hjælper os med at tage de nødvendige skridt for at nå vores ambitioner.

Bedre præstationer: Mål kan hjælpe os til at præstere bedre ved at give struktur og en måde at måle sine fremskridt på. Med noget målbart kan vi nemmere følge og evaluere vores fremskridt – og arbejde med løbende forbedringer.

Mål eller vision: To forskellige begreber, som begge er vigtige for at skabe en meningsfuld og vellykket tilværelse. Mens visionen handler om det langsigtede og overordnede billede af, hvad du vil opnå, så er målet mere specifikt og tidsafgrænset.

De “smarte” mål

En effektiv og velkendt metode til at øge chancerne for at opnå det, du stræber efter, er at sætte sig mål, som er SMART’e:

  • Specifikt: Målet skal være klart og præcist formuleret. Undgå vage formuleringer.
  • Målbart: Målet skal være målbart. Du skal objektivt kunne evaluere dine fremskridt.
  • Attraktivt: Målet skal være relevant for dine ambitioner. Noget du virkelig ønsker.
  • Realistisk: Målet skal ligge indenfor det, som vil være praktisk muligt for dig.
  • Tidsbestemt: Målet skal afgrænses til en bestemt periode eller med en frist.

Almindelige forhindringer og hvordan du overvinder dem

At sætte sig mål betyder også, at du kan støde på udfordringer. Her kommer nogle af de almindelige forhindringer og vores tip til, hvordan du kan overvinde dem:

  1. For vagt formulerede mål: Vær konkret med, hvad du skal gøre og opsæt klare delmål, der kan hjælpe dig med at komme i gang. Når du lykkes med første delmål, giver det en fornemmelse af, at det går fremad – og det motiverer til at fortsætte med næste trin
  2. For mange mål på én gang: Sørg for at gå efter et enkelt eller to mål ad gangen. Ellers risikerer du at blive splittet og kan få svært ved at holde fokus. Et af vores principper handler om at fokusere på én ting ad gangen – netop for at få tingene gjort
  3. Urealistiske mål: Sæt ikke for høje krav til dig selv, men gå efter ambitiøse mål, som er realistiske. Du skal finde balancen mellem at udfordre dig selv – men uden at miste modet på forhånd. Husk at du altid kan sætte nye mål, når det første er nået
  4. Negative tankemønstre: Hold dig til planen og fokuser på det positive. Se dig selv lykkes og forestil dig, hvordan det vil føles at nå målet. Kig også tilbage på, hvad du allerede har opnået – og giv dig selv et klap på skulderen eller en konkret belønning.
  5. Overanalyser i stedet for at handle: Der er en tid til planlægning og en tid til handling. Vores motto: “Gør det NU” er brugbart i rigtig mange situationer. Det er nemlig først, når du handler, at du ser resultaterne. Opstår der forhindringer, så løser vi dem.
  6. Mangel på plan og deadline: Start med en langsigtet plan, fra start til slut – og del så planen op i forhold til dine delmål. Afsæt tid til at arbejde med planen og giv plads til refleksioner undervejs, så du kan fornemme, at du er på rette vej.

Rejsen er lige så vigtig som målet

Det er vigtigt at huske, at selve processen, indsatsen og læringen på vej til målet er lige så værdifuld som selve målet. Nogle gange kan vi blive så fokuserede på at nå målet, at vi glemmer at nyde rejsen og de små fremskridt. Etablering af nye rutiner kan være en stærk, alternativ metode til forandring, fremfor at kigge isoleret på målet. En rutine hjælper dig til at fokusere på, hvad du skal gøre regelmæssigt, for i sidste ende at føre dig til målet.

Vores program handler om personlig effektivitet som middel til et balanceret arbejdsliv. Med vores principper kan du få styr på din hverdag og blive bedre til både at nå dine mål og få mere tid og overskud til det, der virkelig betyder noget – i arbejdet og i livet.

Vores job er at gøre dig bedre til dit!