Balanceret ledelse skaber trivsel og effektivitet
Begreberne chef og leder bruges ofte lidt i flæng, men kan i nogle tilfælde også definere en persons formelle indplacering i organisationen. Uanset titel vil dét at skulle lede andre for de fleste være en personlig udfordring, som indbefatter varetagelsen af en lang række forskelligartede opgaver og nogle ind imellem nærmest modstridende roller.
Med erfaringer fra arbejdet med ledere i alle typer af organisationer og afsæt i termerne chefen og lederen vil vi her beskrive de vigtigste elementer i hver af de to roller. Fordi det er afgørende at forstå den dybe forskel mellem disse to – og vigtigheden af at kunne balancere rollerne, så der både er opmærksomhed på den daglig drift og tid til at prioritere det strategiske.
Chefen holder styr på opgaverne og driften
Leder har i sin rolle som chef typisk en formel myndighed og et ansvar for at opretholde strukturen for et team, en gruppe eller afdeling. Der skal træffes beslutninger, udstikkes retningslinjer, fordeles ressourcer – og opgaverne skal udføres i overensstemmelse med virksomhedens overordnede mål og strategier. Chefrollen indbefatter også håndteringen af nødvendige og relevante administrative opgaver. Chefens succes måles ofte på, hvor godt virksomhedens forventninger bliver opfyldt.
Lederen inspirerer og skaber sammenhæng
På den anden side skal lederen også gerne være den person, som kan inspirere, motivere og vejlede. Lederskabet handler nemlig ikke kun om formel autoritet, men i høj grad om at skabe relationer, opbygge tillid og fremme samarbejde. Den dygtige leder er visionær, ser ud over nutiden og formår at lede andre mod fælles mål. Fokus ligger på at udvikle og udnytte teamets potentiale og sikre tilpasning til forskellige situationer. Lederen måles på, hvor godt det lykkes at inspirere andre til at nå deres mål.
Den sammensatte lederrolle
En velfungerende leder må kunne balance og navigere godt i begge roller, fordi de udgør to sider af den samme mønt. Den gode leder skal sikre en hensigtsmæssig struktur og styring, men også kunne inspirere og motivere folk til fælles succes.
Det er en kompleks udfordring, som de fleste med et ledelsesansvar vil kunne bekræfte, men også en opgave, som når det lykkes, kan skabe ikke kun en effektiv arbejdsplads, men også en meningsfuld og tilfredsstillende kultur, hvor man trives.
For at lykkes som balanceret leder er det vigtigt at holde fokus på følgende:
- Lede og fordele opgaverne: Organisér arbejdet, så teamets ressourcer udnyttes bedst muligt, og etablér tydelige rammer og retningslinjer, som fremmer samarbejde og effektivitet.
- Udnytte og udvikle potentiale: Identificér og udnyt styrkerne hos hvert enkelt teammedlem. Hjælp og støt deres personlige og faglige udvikling gennem træning og mentoring.
- Opbygge relationer og tillid: Skab tillidsfulde relationer med medlemmerne i dit team. Lyt til deres meninger, vær tilgængelig for støtte og vejledning, og kommunikér direkte og ægte.
- Understøtte forandring og udvikling: Tag positivt imod forandringer og tilskynd til udvikling. Vær åben overfor nye idéer og opmuntrende overfor teamets kreativitet og nytænkning.
- Tage beslutninger og ansvar: Vær klar til at træffe beslutninger på teamets vegne og tage ansvar for konsekvenserne. Involvér og kommunikér for at sikre forståelse og opbakning.
- Udvikle og fremme arbejdskulturen: Vær det gode eksempel for en åben og anerkendende arbejdskultur med konstruktiv håndtering af konflikter og respekt for alle.
Vi oplever udfordringerne ved at jonglere mellem leder- og chefrollen og hjælper dagligt ledere med at bruge PEP principperne til at skabe struktur og organisering i hverdagen, så der bliver tid og overskud til både at være til stede i hverdagen og til den strategisk tænkning.
Den balancerede ledelse er nøglen til at skabe en rummelig arbejdskultur – og vi er klar til at hjælpe, hvis du gerne vil blive bedre som leder.
Vores job er at gøre dig bedre til dig!