Er du styret af dine forstyrrelser? Her er hvad du skal gøre

By 16. maj 2021november 6th, 2022Arbejdsvaner, Samarbejde

Hvor mange gange er du blevet forstyrret i dag?

Det kan var ret frustrerende, ikke? Og når man så tænker på, at det tager omkring tyve minutter at genoprette fokus efter hver afbrydelse, så er det klart, at afbrydelser handler om langt mere end vores personlige irritation – nemlig den enormt skadelige effekt de har på din – og dermed også din virksomheds – produktivitet.

Så hvad kan vi gøre ved det? Det siger sig selv, at i vores fagre nye verden med overvejende åbne kontorer og teknologier, der muliggør en konstant strøm af afbrydelser selv på hjemmekontoret, kan du selvfølgelig ikke frede dig selv fuldstændigt – uanset hvor meget du fantaserer om det (og det har du helt sikkert gjort).

Men ud over den enkle og kendte strategi, at slukke for telefonen og droppe mail-notifikationerne, er der faktisk en stribe andre ting, du kan gøre for at minimere både afbrydelser (når andre forstyrrer dig) og distraktioner (når dine egne tanker er på udflugt). Her er vores anbefalinger til, hvordan du fastholder din fokus:

  • Skriv ting ned. En af ​​de mest almindelige kilder til selvskabte distraktioner er, at vi forsøger at huske på de opgaver, vi lige kom i tanke om, men ikke har fået krydset af. Den bedste måde at komme af med din indre tvivl på, er at skrive opgaverne ned, så snart de dukker op hos dig. Det afliver enhver bekymring om at komme til at glemme, og frigør hjernen til den aktuelle opgave.
  • Fjern dit rod. Den ting, du arbejder på lige nu, er det eneste, som skal være foran dig. Jo mindre du har liggende på dit skrivebord, og jo færre sager du har åbnet på computeren – des mindre chance for at dit øje fanger noget, der kan få dig på afveje. Så enkelt er det.
  • Vurder hvad er vigtigst. Står valget mellem at arbejde videre med det, du er i gang med, og noget andet, du pludselig bliver bedt om, så tag en hurtig beslutning. Hvis det nye kan vente, og din igangværende opgave stadig bør være din prioritet, så sig pænt nej – og forklar, den som har afbrudt, at du ikke er uhjælpsom – men bare optaget.
  • Afbryd mindre selv. Ja, for du gør det jo også – det gør vi alle. Vær opmærksom på det pres, du måske utilsigtet selv lægger på andre. Kommunikation er nøgleordet, så når du har brug for hjælp fra andre, så sørg for at de forstår, hvad du har brug for, og hvornår. På denne måde bliver du ikke nødt til at afbryde dem på et ubelejligt tidspunkt. Hvilket fører os videre til:
  • Skab en god kultur. Vi må gå ud fra, at I som kollegaer alle har en fælles interesse i det her, ikke? Så gør en indsats for at få diskuteret en fælles politik for afbrydelser mellem jer. Bliv enige om en general måde at signalere “Forstyr ikke” på, som (indenfor rimelighedens grænser) ikke er til forhandling Og hjælp så hinanden med at holde fast i det.

Vi kan lige så godt se det i øjnene. Du får aldrig fjernet afbrydelser og forstyrrelser fuldstændigt. Og det ville vi nok heller ikke ønske, for indimellem kan en kort adspredelse jo også være et frisk pust. Men alting med måde – og hvis du følger vores retningslinjer her, bør det minimere de værste af synderne. Og så skal vi ellers ikke forstyrre dig mere. Vi hader nemlig at afbryde.