Slap nu af! Gode råd til at få en glad feriehjerne

Endelig sommerferie og 3 uger uden arbejde. Så er det med at komme helt ned i gear og få ladet de mentale batterier op. Men opgaverne lurer måske stadig lidt i baghovedet. Selv om ferien giver mulighed for at slappe af fra hverdagens mange gøremål – og give hjernen en pause, kan det være en udfordring for mange at føle sig helt frigjort af arbejdet i ferien.

Så hvordan sender vi vores hjerne bedst på ferie? Her får du en række tips til, hvordan du kan nyde mere af din ferie! Vi starter med lidt inspiration fra hjerneforsker Ellen Garde og hendes 4 gode råd til, hvordan du bedst plejer din hjerne i ferien:

  1. Feriehjernen vil slappe af
    Hjernen skal ned i gear. Det er fint at planlægge ferien, men husk også at lave ingenting, kede dig. Åbn sanserne, se, duft, smag osv. Og husk at få en god nats søvn uden mobil.
  2. Feriehjernen vil ha’ pulsen op i kroppen
    Hjernen er både krævende og sulten efter ny viden, men musklerne skal også i gang, pulsen op, så hjertet kan pumpe blod og næring til hjerne
  3. Feriehjernen vil prøve nye ting
    Hjernen elsker forandring og den nyder udfordringer, især sjove og uforudsigelige ting. Så glem rutiner i ferien, lav mindre detailplanlægning, og vær åben for uventede situationer.
  4. Feriehjernen vil ha’ det sjovt med andre
    Hjernen trives bedst i godt selskab. Vi er skabt til fællesskab, ferien er perfekt til at bekræfte, at vi har hinanden, men vær også åben for det uventede og for nye mennesker.

Vi anbefaler følgende konkrete tiltag, så du kan gå på ferie med en god fornemmelse af, både at have fået lukket godt ned, og lagt en plan for at starte op igen efter ferien:

  • 1-2 uger før ferien bør du gennemgå din opgaveliste kritisk og vurdere, hvad du bør lade ligge til efter ferien. Sæt nye datoer på opgaverne, så har du en god opstartsliste klar, til du er tilbage.
  • Gennemgå også din mødekalender kritisk, og undgå at holde møder på din sidste dag, hvor du i stedet bør fokusere på at få afsluttet og lukket ned. Book gerne tid i kalenderen til formålet.
  • Læg en feriebesked på din telefonsvarer og et autosvar på din mail, som fortæller, hvornår du er tilbage, samt hvem man eventuelt kan henvende sig til, hvis der er behov, mens du er væk.
  • Overvej at oprette regler for dine indgående mails, så nogle af dem dirigeres videre til specifikke mapper med det formål, at du bliver mødt af en mere overskuelig indbakke efter ferien.
  • Overvej at forlænge dit autosvar til den første dag efter ferien, så du skaber lidt ekstra ro – og book også gerne tid i kalenderen til at blive opdateret på det, som måske er landet hos dig i ferien.
  • Viser dit opgaveoverblik, at du har behov for at videredelegere opgaver til andre inden ferien – og har du mulighed for det, så sørg for at afstemme forventninger i forbindelse med overdragelsen

Du har nu et godt udgangspunkt for at være i fuld kontrol – en skøn fornemmelse!

Tilbage fra ferien er det ikke usædvanligt at møde en fyldt og uoverskuelig mailboks. En tom mailboks giver følelsen af kontrol, så tilstræb at komme igennem alle de nye mails hurtigst muligt. Benyt følgende tips:

  • Sæt mailen op til at sortere din indbakke i samtaler, så alle mails i samme ”tråd” bliver grupperet og på den måde kan læses og flyttes samlet. Vælg i værktøjslinjen ”Vis” og afkryds ”Vis som samtaler”
  • I nye versioner af Outlook kan du desuden vælge sorteringen ”Vis fokuseret indbakke”, hvor mails i indbakken adskilles i to grupper, hvilket kan give dig et bedre udgangspunkt for at behandle de vigtigste først.

PS: Hjernen kan godt risikere at blive ekstra kreativ, når den får lov til at slappe af – og idéer kan have en tendens til at dukke op, når du mindst venter det. Så hav altid noget nemt og praktisk at notere de gode idéer på – fysisk eller elektronisk.

Hav en skøn ferie – kære hjerne!

Søg

Kategorier

Tilmelding

Modtag vores månedlige nyhedsbrev med viden om effektive arbejdsvaner og et bæredygtigt arbejdsliv.

Please enable JavaScript in your browser to complete this form.