En ny hverdag? Sådan bliver vi mere åbne for forandringer
Nu hvor vi langt om længe er sluppet af med det tvungne hjemmearbejde, er vi så i grunden parate til at tage imod de forandringer, som følger med?
Efter at have talt med vores kunder kan vi se, at flertallet faktisk har fået tilpasset sig hjemmearbejdet rigtig godt. Mange håber at kunne fortsætte med det, i det mindste delvist – og har vel nærmest været lidt bekymrede for at præstere dårligere, når man igen skal møde ind på kontoret. Modsat har en del også virkelig savnet deres kollegaer og den energi, som samværet giver.
Uanset hvad du tænker og foretrækker, så er tiden ikke til at stritte imod forandringer lige nu, for vi bør lære af de erfaringer, som er samlet op i de seneste måneder. Derfor her vi tænkt os denne gang at fremhæve en håndfuld helt generelle råd til, hvordan du kan fremme en tankegang, som er mere åben for at ændre på det gamle og velkendte.
1. Accepter din frygt
Det er ingen skam at indrømme, at man er lidt bekymret for forandring – for hvem er ikke det? Prøv at finde ud af præcist, hvad dine bekymringer handler om. Det kan gavne at skrive dem ned, sammen med ideer til, hvordan du kan håndtere dem, hvis de opstår. At konfrontere sin frygt – i stedet for at undgå den – vil fremme følelsen af kontrol og gøre tanken om forandring mindre skræmmende.
2. Søg støtte
Du er nok ikke den eneste i gruppen, som kan føle sig lidt utilpas ved ”det nye”. Tag en snak med både kollegaerne og din leder for sammen at finde ud af, hvorfor vi kan være lidt bekymrede ved overgangen til en ny normal. Alene det at dele sin bekymring kan være gavnligt, og i sidste ende kan det vise sig, at din kollegas perspektiv på tingene byder på noget, du ikke selv havde tænkt på.
3. Hold dig orienteret
Sørg for at holde dig godt informeret om, hvad der præcist foregår med de aktuelle forandringer – og søg efter afklaring, hvis noget er uklart. Prøv også at se ud over de umiddelbare konsekvenser. Kan en ændring afsløre blinde vinkler i din gamle opfattelse af tingene? Hvis ja, hvordan kan du så bedst håndtere det? At være positivt kritisk er lige nu vigtigere, end nogensinde.
4. Fremhæv det positive
Er du lidt pessimistisk anlagt, så er den her til dig. Behøver reaktionen på forandringer at være negativ? Omvæltninger åbner altid nye døre, så gør en indsats for at få øje på dem. Hold øje med dine mest optimistiske kollegaer, og læn dig en smule op ad dem. De vil uden tvivl kunne vise dig en mere positiv vinkel, som er anderledes konstruktiv, end hvis du beholder nej-hatten på.
5. Fejr dine fremskridt
For at komme fremad, kan det være godt at se lidt tilbage. Måske har de seneste måneder allerede skabt store forandringer i din måde at arbejde. Så tillad dig et øjeblik at reflektere lidt over, hvad du har opnået, uanset hvor ubetydeligt det kan virke. Selv en lille forandring, du er lykkedes med, kan have bidraget til din tilpasningsevne. Måske er du allerede mere forandringsvillig, end du tror.
Ja, ingen af anbefalingerne her er særligt banebrydende – og det er vel faktisk en del af pointen. For det betyder sådan set, at det burde være ret enkelt at bruge dem. Du kan – hvis altså du vil – med nogle forholdsvis enkle værktøjer skubbe til dit mindset på en måde, som gør hele forskellen. Det er da et forsøg værd, ikke?