AI er din assistent – du er stadig chefen

Artikel 1 af 3 i en lille føljeton om PEP og AI

Der er stadig én rolle, som AI ikke kan overtage

AI fylder mere og mere i vores arbejdsliv. Den kan hjælpe os med at skrive mails, opsummere møder, analysere dokumenter og finde information på få sekunder. Nærmest magisk, kan det føles: Et spørgsmål, et klik og et svar.

Men midt i begejstringen er der én ting, vi ikke må glemme: AI er en assistent. Du er stadig chefen.

For selv en virkelig dygtig personlig assistent, som kan indsamle informationer, skabe overblik, udarbejde forslag og minde dig om aftaler, ved ikke automatisk, hvilke mål der er vigtigst for dig, hvilke løfter du har givet, eller hvilke kompromiser du er villig til at acceptere.

Sådan er det også med AI. Den kan levere et kvalificeret beslutningsgrundlag på et splitsekund, men det er stadig dig, som må træffe beslutningen.

AI kan prioritere data, men ikke tage dine beslutninger

Forestil dig en almindelig mandag morgen. Kalenderen er fyldt, indbakken viser 85 ulæste mails, og opgavelisten indeholder 23 opgaver, som skal løses.

Et AI-værktøj kan hjælpe med at identificere hasteopgaver, gruppere aktiviteter og foreslå en rækkefølge. Men AI ved ikke, hvilken opgave der er mest kritisk lige nu, hvilken relation der skal have ekstra opmærksomhed, eller hvilke af dine personlige mål, der vejer tungest.

Det kræver nemlig noget, som AI ikke besidder – personlig dømmekraft. Og derfor kan AI ikke overtage din prioritering. Den kan gøre prioriteringen lettere, ligesom den på andre områder kan hjælpe dig med dit arbejde. Men AI kan ikke overtage ansvaret for dine beslutninger.

Giv AI noget fornuftigt at arbejde med

Når vi taler om AI, handler diskussionen ofte om prompts: Hvordan formulerer vi vores spørgsmål, så vi får det bedste svar?

Det er helt sikkert relevant, men et endnu vigtigere spørgsmål kommer først: Har AI et ordentligt grundlag at arbejde med?

Hvis dine opgaver ligger spredt mellem mails, Teams-beskeder, OneNote, Planner, post-its og din egen hukommelse, så bliver det svært at skabe et samlet overblik. Både for dig og for AI.

Derfor er de klassiske PEP-principper stadig afgørende:

  • Saml dine opgaver ét sted
  • Lad kalenderen afspejle virkeligheden
  • Planlæg realistisk og følg op på aftaler
  • Vær tydelig om mål og prioriteringer

AI erstatter ikke disse gode vaner. Den gør dem faktisk mere værdifulde.

En god assistent kræver en tydelig chef

Mennesker kan få meget forskellig værdi ud af de samme AI-værktøjer. Forskellen ligger nemlig ikke altid i teknologien, men i sammenhængen, som teknologien bliver sat ind i.

Den medarbejder, der har samlet sine opgaver, bruger kalenderen aktivt, planlægger sin uge og ved, hvad der er vigtigst, har et langt bedre grundlag for at udnytte sin AI. Ikke fordi værktøjet er bedre, men fordi beslutningsgrundlaget er.

Vi har gennem årtier arbejdet professionelt med overblik, prioritering, planlægning, fokus og handling som vigtige arbejdsprincipper. Man kunne god tro, at disse kompetencer bliver mindre vigtige, når AI bliver mere avanceret – men vi ser faktisk det modsatte.

Jo flere muligheder teknologien giver os, desto vigtigere bliver evnen til at vurdere og vælge rigtigt. Og rigtige valg kræver overblik.

Hvem træffer egentlig beslutningen?

Næste gang du bruger AI, så prøv at stille dig selv tre spørgsmål:

  1. Har jeg selv formuleret målet med opgaven?
  2. Har jeg vurderet AI’s input i den rette kontekst?
  3. Er jeg klar til at tage ansvar for min beslutning?

Hvis svarene er ja, så bruger du sandsynligvis AI som den assistent, den bør være. Hvis ikke, er der måske brug for et øjebliks eftertanke, før du trykker Send.

Dagens pointe: AI kan skabe overblik og levere forslag. Men retningen, prioriteringen og beslutningen er stadig din!

I næste artikel ser vi nærmere på det grundlag, som AI bygger sine svar på. For som man siger: Garbage in – Garbage out. Og den sandhed er ikke blevet mindre aktuel i AI-alderen.

Vores job er at gøre dig bedre til dit!

Søg

Kategorier

Tilmelding

Modtag vores månedlige nyhedsbrev med viden om effektive arbejdsvaner og et bæredygtigt arbejdsliv.

Please enable JavaScript in your browser to complete this form.